facebook

Hvor i London er Harry Potter filmet?

PROFESSOR FLITWICK`S KLASEVÆRELSE
Sted: Harrow School
Hogwarts lavstammede professor i besværgelser, Filius Flitwick, instruerer sine elever i Wingardium Leviosa i det ældste klasselokale på Harrow Skole, Forth Room, som er helt fra år 1615. Det er et fantastisk sted at starte en Pot-tur for at se de steder i London, som var med i filmene. Harrow har meget tilfælles med Hogwarts: En fuldstændigt ulogisk sport (Fives), smarte uniformer og direkte tog fra King’s Cross, dog på den helt dampfri Metropolitan Line. Ligesom Hogwarts har Harrow en optagelsesprøve, men det er dog ikke nødvendigt at bruge magi eller trolddom for at bestå den.

PERRON 9 3/4
Sted: Kings Cross Station
…den meget praktiske togforbindelse, som bringer dig direkte til King’s Cross, den travle terminal, hvor Harry, Hermione, Ron og deres venner står på Hogwarts Ekspressen. Perron 9 ¾ eksisterer selvfølgelig ikke (beklager, unger), men der er et skilt i bronze på det sted, hvor den ville være, og en bagagevogn er placeret halvt igennem muren, så fans kan tage nogle fine billeder. I en parallel verden ville Harry & Co. være stået på toget lidt længere nede af vejen, ved den station, som J.K. Rowling så for sig, da hun skrev bogen (“Jeg tænkte faktisk på Euston”, fortalte hun BBC, “så alle, som har været på de virkelige perroner 9 og 10 på King’s Cross Station, ved, at de faktisk ikke ligner perronerne i bogen”). Udenfor er det også anderledes – Harry og Rons køretur i Ford Anglia’en startede ved siden af på den meget mere maleriske St. Pancras Station. Hvis de havde steget på toget der, var de endt i Paris.

Komplet pakke med billet, hotel og transport til Harry Potter-museet.

REPTILE HOUSE
Sted: London Zoo
Ligesom i “Withnail and I” – som i en anden parallel verden, gik på Harrow School – besøger Harry London Zoo i “Harry Potter og de vises sten”, selvom der er langt mindre snak med ulvene her. Scenen blev optaget i Reptile House, hvor endnu et skilt viser det præcise sted. Du kan gå til London Zoo gennem Regent’s Park på 20 min. Den burmesiske pythonslange (Python molurus bivittatus), som Harry får sig en snak med, blev filmet i et glasbur, som normalt er hjem for den sorte mamba (Snakus poisonous holy-shittus). Det er ikke svært at se forskel på de to slanger: Mambaen er langt mere giftig og slet ikke så snakkesaglig.

CAFE ATTACK
Sted: Piccadilly Circus/Shaftesbury Ave
Caféen, hvor Harry, Hermione og Ron får sig en kop the en sen nattetime fyldt med uro, findes et eller andet sted i Leavesden (det kæmpestore studie udenfor London, hvor størstedelen af scenerne i alle Harry Potter-filmene er optaget), men selv om det fandtes i den virkelige verden, kan vi ikke anbefale det, da det er fyldt med dødsgardister, og betjeningen er ikke noget at skrive hjem om. Det er dog ganske nemt at følge efter Dødsregalierne. Tag undergrunden til Piccadilly Circus, find udgangen til Shaftesbury Avenue, og gå den vej. Hvis du rejser via spektral transferens, skal du sigte efter tøjbutikken Gap.

MINISTRY OF MAGIC
Sted: Great Scotland Yard, Scotland Place
Som Rufus Scrimgeour (Bill Nighy) siger i starten af Dødsregalierne”, er det en periode fyldt med mord, forsvinden og angreb, så det passer fint, at scenerne udenfor Ministry of Magic blev filmet på Great Scotland Yard, den tidligere adresse for politiets hovedkvarter i London, hvor den slags er rent kontorarbejde. Det er nemt at komme derfra til West End, og hvis din flyvende bil er på værksted, gør du som Arthur Weasley og tager undergrunden til Westminster Station. Derfra er det en kort spadseretur langs Whitehall (hor de fleste britiske ministerier har adresse) til Scotland Place. Desværre vil du ikke kunne finde den røde telefonboks, som Harry og Mr. Weasley bruger om indgang til Ministeriet i Harry Potter og Føniksordenen, men som du vil opdage i Harry Potter og Dødsregalierne, er der kommet en ny indgangsrute.

GRINGOTTS WIZARDING BANK
Sted: Australia House, Strand
Nu til Australia House, som er hjemsted for den australske ambassade i London, ikke Diagonalstræde, hvor vi finder Gringotts Troldmandsbank. Optagelserne inde i banken fandt sted på denne eksklusive adresse på The Strand i det centrale London. Vi ville rigtig gerne kunne rapportere om en masse nisser, men prøver du at veksle dine muggler-penge til troldmandspenge, får du sikkert besked om at forføje dig. Du kan dog søge om et visa til Australien. The Exhibition Room, som blev brugt til scenerne, hvor Harry ordner personlige bankanliggender, er ikke tilgængelig for offentligheden, men bygningen er nu alligevel et besøg værd. Den blev bygget under Første Verdenskrig af marmor fra Australien. Strewthius incrediblus.

MILLENNIUM BRIDGE
Sted: St. Pauls
Det tog rigtig lang tid at få Millennium Bridge til at holde stille, og så kom Dødsgardisterne og flåede den fra hinanden. Bøh! Men heldigvis er broen nu i fin form, og du kan gå over den uden (særlig meget) frygt for at falde i dybet. Fra broen kan man lige netop se de gotiske spir på House of Parliament, som Harry og hans venner i Dumbledores hær flyver forbi på deres kosteskafter i Harry Potter og Føniksordenen. Lambeth Bridge, som Natbussen kører over i Fangen fra Azkaban, er kun et stenkast væk op ad floden.

DIAGON ALLEY
Sted: Borough Market
Den hårrejsende tur med Natbussen har sidste stop ved indgangen til Diagonalstræde, bedre kendt blandt mugglere som gastroparadiset Borough Market, et godt frokoststed på torsdage, fredage og lørdage. Det vil være langt nemmere at få en skummetmælkslatte end en ingefærøl, men en græskartærte kan muligvis opstøves. Harrys Natbus gør holdt her, via Palmer’s Green, Lambeth og den upraktisk parkerede bil for at sætte ham af ved Den Utætte Kedel. Sammen med Leadenhall Market, Great Newport Street og Smithfields (som bare for at forvirre, slet ikke ligger i nærheden af hinanden) er Borough en af de labyrintiske surrogater for Diagonalstræde. Det mest magiske, man her kan købe, er et stykke ældet Roquefort, hvis dunst vil bringe tårerne frem i øjnene hos stærke mænd.

THE LEAKY CAULDRON, DIAGON ALLEY
Sted: Leadenhall Market
Lige på den anden side af London Bridge finder du Leadenhall Market, et ornamentalt udsmykket victoriansk handelscentrum, hvor man kan købe alskens frugt, grøntsager og kød. Det er det andet hjemsted for Diagonalstræde, hvor de udendørs scener til Filosoffens sten blev optaget. Hagrid og Harry kommer ind på den fantastiske gade via Glass House Opticians, som stadig er på 42 Bull’s Head Passage. Du kan faktisk godt købe et kosteskaft i Leadenhall, selvom det nok ikke er en Nimbus 2000. Fra Leadenhall går Potter-fans nu videre til Lincon’s Inn Fields, hvor Sirius Blacks hus, 12 Grimauld Place, som ikke er svært at finde.

4 PRIVET DRIVE, LITTLE WHINGING
Sted: Picket Post Close, Berkshire
Den rædsomme Dursley-familie inkl. den skrækkelige Dudley bor i Berkshire, ikke Surrey. Det værste sted i Muggleverdenen er faktisk opkaldt efter en lille by i Gloucestershire, som J.K. Rowling besøgte som barn. Hun blev dog ikke lukket inde i et skab under trappen. Dursley-familiens hus er at finde udenfor Bracknell, og huset har faktisk et skab under trappen. Scenerne blev dog ikke optaget her, men i Leavesden-studierne.

DEN FORBUDTE SKOV
Sted: Black Park, Iver
Denne mørke skov er næsten lige så uhyggelig i virkeligheden. Black Park, et naturreservat på 215 hektar en kort tur fra Pinewood-studierne, blev brugt i Wolfman, Sleepy Hollow, Eden Lake og også Hogwarts uhyggelige skovområde, som eleverne ikke har adgang til. Det er propfyldt med filmbæster, og du kan sikkert også et par Na’vi’er, hvis du går langt nok ind. Parken blev brugt i de første fire Harry Potter-film. Hagrids hus ligger i Den Forbudte Skov, og det er også her, at Harry tæmmede Hippogriffen. Desværre er der ingen hipogriffer i skoven. Der er heller ingen thestraler, buetruller eller grauper, men hvis du kigger godt efter, finder du måske et pindsvin.

STORSALEN PÅ HOGWARTS
Sted: Christ Church College, Oxford
Oxford bidrog med de mange gotiske sale, trapper og lokaler, som gjorde scenerne på Hogwarts så overbevisende. Vi mistænker Rupert Grint (Ron) og Daniel Radcliffe (Harry Potter) for at have gemt sig rundt omkring på disse steder, når filmoptagelserne blev for magiske. Christ Church College blev brugt til mange af Hogwarts indendørs-scener, mens den imponerende spisesal blev genskabt i Leavesden-studierne som Hogwarts Storsal. Hvis du leder efter det sted, hvor Malfoy blev forvandlet til en gnaver, så skal du til New College, længere nede af vejen efter Christ Church College.

HOGWARTS BIBLIOTEK
Sted: Bodlean Library, Oxford
En kort spadseretur på de toppede brosten på Radcliffe Square (ja, det hedder det sjovt nok, og det er ikke efter Daniel Radcliffe, som spiller Harry Potter) fører os til Oxford University’s ældgamle bogdeponeringssted, Bodleian. Her – altså i Hogwarts Bibliotek – terpede Harry og hans venner til U.G.L’er (Udmærkelse for Genialitet og Lærevillighed). Ved siden af er Divinity School, et middelalderligt bygningsværk, som blev brugt til scenerne i Hospitalsfløjen i de første fire film. Det gotiske loft er fyldt med flere bæster og væsner, end selv Hagrid ville kunne sove sig fra. Der er offentlig adgang hele året. Påklædningsreglement: Elevrober, ikke usynlighedskapper. Habit/kjole og hvidt er valgfrit.

HOGWARTS/GODRICDALEN
Sted: Lacock Abbey, Wiltshire
En by, der er blevet brugt til mange tv-serier af typen med store kostumer. Den ligger ikke langt fra Malfoy Manor og var med i Filosoffens Sten og Halvblodsprinsen. Både Quirinus Quirrels klasselokale, Severus Snapes laboratorium og også buegangene – som er helt fra 1232 og bebos af Argus Filch og hans kat Mrs. Norris – kan findes her. Lacocks nabolandsby var inspirationen til Godricdalen og blev brugt i filmoptagelserne til Halvblodsprinsen. Harry Potter og Dødsregalierne blev optaget i Lavenham i Suffolk (måske var det en kortere tur hertil for Nagini).

Komplet pakke med billet, hotel og transport til Harry Potter-museet.

HOGWARTS KORRIDORER
Sted: Gloucester Cathedral
Filmoptagelserne på Skotlands mest magiske undervisningssted, Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab, indebar en hel del tricks og trylleri. Filmoptagelserne fandt sted 8 forskellige steder, heriblandt Gloucester Cathedral, bygget i det 7. århundrede, er meget rigt udsmykket, og passede perfekt til buegangene og Gryffindors sovesal på Hogwarts. Warner Bros. filmhold var her sidste gang i 2008, og fans prøver går stadig ned i krypten for at fange et glimt af Hulkende Hulda. “Pludselig vrimlede det ind med folk i kapper,” fortalte Barbara Lloyd, katedralens chef for marketing i Europa. “Børn overtaler deres familier til et besøg. Det har virkelig været godt for katedralen.”

HOGSMEADE STATION
Sted: Goathland Station, North Yorkshire
Hogwartsekspressen slutter sin rejse i North Yorkshire, ikke Skotland. “Jeg er rimelig bekendt med Harry Potter nu,” fortalte John Bruce, stationsforstander på Goathland, den rigtige Hogsmeade Station, som ligger tæt på Whitby. “Folk genkender stationen. Vi har en del besøgende, særligt franskmænd og japanere.” Damptogene kører gennem Goathland hver dag om sommeren. På trods af at de afgår fra samme terminal, er det faktisk mere besværligt at komme til Goathland med et almindeligt damptog end til Hogsmeade, forklarer Bruce: “Man skal fra King’s Cross til Darlington, Middlesbrough og så nedad Whitby-linjen, med ét skift.

HOGWARTS – MRS MCGONAGALLS KONTOR
Sted: Durham Cathedral
Næste stop er Minerva McGonagalls (Maggie Smith) klasselokale, i dybet af Durham Cathedrals Chapter House. Den er helt tilbage fra det 10 århundrede, og blev i Filosoffens Sten og Hemmelighedernes Kammer brugt til optagelserne på Hogwarts, med elever, lærere, ugler og det hele. Chapter House er ikke åbent for offentligheden, så med mindre du har en Animagus til at hjælpe med adgang, er buegangene i katedralen nok det nærmeste, du kommer. Det var her, at Harry gav sin ugle Hedwig en flyvetur.

HOGWARTS – SCENER MED KOSTESKAFTSFLYVETURE OG QUIDDITCH
Sted: Alnwick Castle
Dette stenbygningsværk har været hjem for Earls og Dukes af Northumberland siden det 12. århundrede, og også hjem for Quidditch, siden det første Gyldne Lyn blev sat fri i Filosoffens Sten. Alnwick (udtales “annik”, hvis du spørger om vej) er det næststørste beboede slot i England, og det har endda sit eget spøgelse. Slottet er en fantastisk baggrund for kosteskaftsflyveri, og det blev brugt meget i særligt de to første Harry Potter-film. Det er åbent for mugglere mellem april og oktober. Flyvende biler frabedes.

DEN LANGE BRO-TINGEST I HEMMELIGHEDERNES KAMMER
Sted: Glenfinnan Viaduct
Den utroligt smukke Glenfinnan Viaduct ligger 30 km vest for Fort Williams på kanten af Loch Shiel, og er det store bygningsværk, som Hogwartsekspressen begiver sig ud på, når den fortsætter sin magiske tur nordpå. Det lokale tog kører stadig ½ km på tværs og 50 m op af Glenfinnan Viaduct, og det er ikke for de sarte, men dog at foretrække frem for en hæsblæsende flyvetur hængende ud af en Ford Anglia. Viadukten var også med i “Monarch of the Glen”, hvilket gav os idéen til en (fiktiv) film, vi rigtig gerne vil se: Voldemort versus Richard Briers.

Komplet pakke med billet, hotel og transport til Harry Potter-museet.